For nogle år siden, da jeg selv syntes at alt gik strygende. Fortalte min krop mig – over tid – at noget ikke var i orden. En dag, sagde kroppen helt fra. Jeg var i sommerhus, alene. Jeg kunne ikke rejse mig fra min stol. Jeg kunne ikke finde ud af, hvilke ting jeg skulle have med hjem. Jeg kunne ikke køre bil. Jeg var helt fortabt.
Selv synes jeg bare at jeg passede mit arbejde, hjalp andre mennesker, underviste, havde terapeutiske samtaler og fik tingene til at fungere. Men det gjorde jeg tydeligvis ikke. Jeg havde haft travlt længe. For længe.
Sådan føles stress og udbrændthed – i hvert fald for mig. Det føltes som et nederlag. Som om jeg svigtede. Som om jeg ikke var god nok.
Men det er ikke et nederlag. Det er kroppens måde at sige stop på. Kroppen lyver ikke. Den reagerer på det, vi udsætter den for. Og den reagerer langt før vi selv forstår, at noget er galt.
Jeg har lært rigtig meget af min stressperiode. Jeg har lært at lytte til kroppen – at den taler til os hele tiden. At hovedpine, muskelspændinger, søvnproblemer, irritabilitet og manglende overskud ikke er noget, man bare skal “kæmpe sig igennem”.
Jeg har lært, at det er okay at sige fra. At sætte grænser. At sige nej – også til gode ting. At hvile er ikke at opgive. At tage en pause er ikke at svigte.
Jeg har lært, at vi ikke er maskiner. Vi er mennesker. Og mennesker har brug for pauser, for næring, for bevægelse, for stilhed, for nærvær – for at mærke os selv.
I dag lever jeg et andet liv end før stressen. Jeg arbejder stadig med det, jeg brænder for – at hjælpe andre mennesker. Men jeg gør det på en måde, der også passer til mig. Jeg lytter til kroppen. Jeg tager pauser. Jeg siger nej, når der er for meget.
Det er ikke altid nemt. Gamle vaner sidder i kroppen. Men jeg ved nu, at det ikke er mig, der er noget galt med. Det er tempoet, forventningerne, måden vi lever på – som der er noget galt med.
Måske er det i virkeligheden den vigtigste indsigt, min stressperiode har givet mig: At livet ikke handler om at yde mest muligt, på bekostning af helbredet. Det handler om at leve godt, mens vi er her.
Jeg deler den her oplevelse, for at fortælle. Stress og udbrændthed, kan ramme os alle. Det vigtige (set med mine øjne) er at handle på kroppens signaler. Lytte til intuitionen, eller den indre stemme. Gerne inden, du får varige men.
Kærlig hilsen fra Helle