Intentionen med denne artikel er at bringe lys ind i et område og felt som mange forældre kommer i kontakt med. Særligt forældre, hvor det ene barn har medfødte eller tilkomne udfordringer. I disse tilfælde, kan man som forældre ’glemme’, ikke magte eller fortrænge ens andre børn og deres psykiske trivsel. Artiklen her skildrer en case sammensat af forskellige børn og deres forløb. Samt et indblik i hvordan sandplayterapi kan give et ’luftrum’ og et sted, hvor det alene er den pårørende der er i fokus. Alt er velkomment, alle følelser – bade de gode og dem vi skammer os over – må komme frem i lyset og blive luftet.

Hvad er Sandplay

  • Her fortælles om den form for sandplayterapi, der er udviklet af den Schweiziske terapeut Dora Kalff, og som bygger pa psykoanalytikeren C.G. Jung’s tradition og teori. I Danmark praktiseres dette af sandplayterapeuter fra Dansk Sandplay Institut.
  • Navnet Sandplay (– sandleg), kommer af, at terapien udspiller sig i to sandkasser i Sandplayterapeutens værksted (fig.1). Den ene kasse indeholder tørt sand, den anden vådt sand. Derudover er der hylder med hundredvis af små figurer. Disse figurer bruges til at symbolisere stemninger og følelser ved at ’bygge’ og skabe ’billeder’ (fig.2) i sandkasserne. Billederne er bade bevidste og ubevidste repræsentationer af det, som optager og fylder hos den, der er i terapi.
  • I Sandplay ses en udviklingsproces af endnu uopdagede potentialer i en selv

   

Hvordan kan sand og figurer gøre en forskel for pårørende søskende?

Her er 3 mulige forklaringer:

1) En proces med sandplayterapi kan give et sprog og et billede til noget indeni klienten, som ellers ikke kommer frem i hverdagen. F.eks. kan en søskendepårørende til præmature opleve, at deres behov ikke er lige så vigtige. De kan fole stor skam over at mærke vrede mod deres søskende. Eller søskende pårørende kan længes efter mere – eller al – opmærksomhed fra far/mor. Dette er ganske naturlige følelser og længsler. I sandplayterapi er der et rum til at udtrykke dette – også uden ord. Følelserne og barnet kan så at sige blive rummet og holdt af uanset, hvad der viser sig.

2) Sandkasserne i sandplay-værkstedet, sammen med terapeutens nærvær og opmærksomhed, skaber en tryg ramme at folde sine livsvilkår ud i, og over tid komme overens med vilkårene.

3) Forældre, der giver pårørende søskende et ’talerør’ så at sige, eller nærmere et rum, som alene er deres, til at bearbejde de følelser og tanker de har – uanset deres karakter, de oplever f.eks. forandringer i hverdagen, hvor nogle problematiske situationer over tid forandres.

Case sammensat til at omhandle et barn, men bygger på flere børns historier

Familien bor sammen, storesøster pa 9 ar er præmatur, født i uge 31, lillebror – pårørende – er 5½ ar og går i førskole/0. klasse.

1) Lillebror er dygtig. Dygtig til at tale og formulere sig, til at tilpasse sig, til ikke at være til besvar. Han er dygtig til at trække sig, når al opmærksomhed er kravet omkring storesøster.

2) Lillebror savner udelt opmærksomhed – det kommer bl.a. til udtryk ved at han kræver mors opmærksomhed omkring sengetid. Det er helt umuligt at sove uden først at gennemgå en lang række af ritualer. Derudover skal nattøjet sidde pa en særlig måde, ma ikke være nyvasket og stift og meget andet.

3) Set med terapeutens øjne: Indeni bokser han med en ambivalens i forhold til storesøster. Han er glad for hende. Hun er en god legekammerat. Han er også vred på hende. Hun er irriterende og tager plads, alt for meget plads. Han er også sorgfuld og angst, forstår ikke altid helt hvad storesøsters ’sygdom’ er? Er det noget hun dør af?

Hvordan hjælper Sandplay her?

Jeg oplever, at noget af det væsentlige i hjælpen til pårørende søskende, er at der bliver etableret et trygt rum, hos en ’anden’ voksen, altså sandplayterapeuten, hvor barnet har udelt opmærksomhed og frit kan udfolde alle sine sider, tanker og følelser.

Derudover har forældrene, barnet og terapeuten sammen fundet ud af hvad, der er besværligt og hvad, der driller.

Barnet får at vide, at rummet hos terapeuten er et fortroligt rum, hvor barnet kan fortælle alt det der er behov for, uden at det bliver fortalt videre. Barnet får også at vide at hvis noget, der bliver fortalt, er meget bekymrende, bliver terapeuten nødt til at sige det videre, men barnet vil altid få det at vide pa forhånd.

Når disse grundsten er langt, inviteres barnet til at se på sandkasserne og røre ved både det våde og det tørre sand. Derefter kigges pa alle hylderne (fig.1) med figurerne. Barnet bliver ’instrueret i’ at man ma tage præcis de figurer man vil og sætte dem, grave dem ned, putte dem ind i noget, rundt om noget – altså gøre hvad der falder en ind.

Terapeuten er hele tiden inden for synsfeltet og forholder sig roligt og omsorgsfuldt til det der foregår i rummet, omkring barnet og i kasserne. Det hjælper med Sandplay, pga. ovenstående. Det hjælper også på grund af den bearbejdning, der går i gang indeni barnet, mens det arbejder. Det er en heling.

Det tager tid! For barnet: Det tager tid at skabe tillid – bade til sig selv: jeg kan godt og jeg tor godt. Og til terapeuten – hun ma gerne se hvordan jeg har det! og hvordan det er at v.re mig! For forældrene: Som skal vælge og prioritere tid og penge til søskende pårørende, oven i alt det andet de skal. Ingen kan ’fikses’ i løbet af et par sessioner. Orker forældrene det?

Hvad er udkommet af sandplayterapi?

Igen – det er individuelt. Nar det er sagt, så sker der en forandring.

  • Barnet som pårørende bliver set, hørt og taget hånd om – ud over dagligdagen.
  • Afhængigt af alder, er der en grad af forståelse af selv og egne vilkår.
  • Barnet som pårørende har terapeuten til at hjælpe med at fa sagt evt. svære ting til mor/far.
  • Terapi gør ikke nødvendigvis livet bedre. Det gør godt.

Kilde: Dansk Sandplay Institut V/ Psykolog Marianne Molbech